Forside Hogager By Handel Hogager Historie Mosens Historie Foreninger
Hogager Kirke Hogager Nord Landbrug før nu Hogager 1940 - 45 KFUM spejderne Borgerforeningen
Hogager Skole Hogager Øst Håndværk Skovens Historie Folkemusikhuset Hogager Marked
Mosens Historie
 

Tørvemoser  og Briketfabrikker i Hogager fra 1938 – 1965.

Formbrændselsfabrikker.
1. Hogager vej 1  - Laurits Offersgaard
2. Langgade 59 – Ole Nielsen
3. Langgade 74 – 76 – Johannes Nørgaard
4. Vester Feldborgvej 1 – Alfred Rasmussen. Søndergaard
5. Vester Feldborgvej 5 – Laurids Haugaard Madsen. Haugaard
6 - 7. Abildholtvej 5a - 6 Harald Simonsen. Abildholt
Tørvemoser.
1. Langgade 100 – Esper Meldgaard. Meldgaard
2.  Langgade 102 – Laust Møller. Østergaard
3. Hvidmose – Flere forskellige aktører
4. Abildholtvej 6 – Harald Simonsen.
5. Abildholtvej 7 – Johannes Nørgaard
6. Abildholt Hedevej 2 – Ejner Fleng.
7. Abildholtvej – Volstrup Mosebrug Konsortium
9. Vester Feldborgvej – Volstrup Mosebrug Konsortium
Formbrændselsfabrikker.
1. Hogager vej 1  - Laurits Offersgaard Havde formbrændsels produktion fra ca. 1957 – 1963.
Råvaren tørvesmuldet blev samlet i den nærliggende Tinkerdal Mose
2. Langgade 59 – Ole Nielsen. Havde en formbrændselsfabrik nede bagved imellem nr. 59 og Hessel Mose.
3. Langgade 74 – 76 – Johannes Nørgaards Formbrændselsfabrik lå i hjertet af Hogager der hvor nu Langgade 74 og 72. Tørvesmuldet hertil kom fra forskellige steder bl.a. Hvidmose.
4. Vester Feldborgvej 1 – Alfred Rasmussen. Søndergaard havde en stor produktion af formbrændsel. Tørvesmuldet hertil blev samlet i den tilstødende  Pjaris Mose.  I forbindelse med fabrikken var der opført en beboelse til manden som betjente presseren , nemlig Jens Christiansen og hans familie. Der senere flyttede til Tinkerdalsvej 4. efter ophøret af formbrændsels fabrikken, kom Jens Christiansen Hogager hvor han arbejde for Johannes Nørgaard.
5. Vester Feldborgvej 5 – Laurids Haugaard Madsen. Haugaard. Havde en briketpresse med tilhørende silo mellem Vester Feldborgvej 5 og 6.
6. Abildholtvej 5a - 6 Harald Simonsen. Abildholt
Tørvemoser.
1. Langgade 100 – Esper Meldgaard. Meldgaard
2.  Langgade 102 – Laust Møller. Østergaard
3. Hvidmose – Flere forskellige aktører
4. Abildholtvej 6 – Harald Simonsen. Abildholt. Her var både tørvegravning og formbrændselsfabrik. Der blev fabrikeret formbrændsel i Abildholt og ”æ bette ejendom . På et tidspunkt var der 3. arbejdshold beskæftiget med tørvegravning. Tørvene havde  under krigen Færchs Fabrikker i Holstebro som hovedaftager, En mindre del solgte Abildholt direkte til forbrugerne, som man selv leverede med egne lastbiler.
5. Abildholtvej 7 – Johannes Nørgaard.
6. Abildholt Hedevej 2 – Ejner Fleng, gravede tørv syd for ejendommen og solgte dem delvis som en gros og detailsalg til private. En overgang blev der gravet tørv hos søsteren Marianne Frederiksen som havde en ejendom i den sydlige del af Feldborg, også her blev nogle af tørvene leveret med egen lastvogn.
7. Abildholtvej – Volstrup Mosebrug Konsortium
8. Vester Feldborgvej – Volstrup Mosebrug Konsortium.
Volstrup Mosebrug blev stiftet i 1938 af Købmand Laust Vestergaard, Ole Nielsen, Chr. Kjærgaard, Lærer Christen H Jensen og Jensen fra gården Søndergaard. Volstrup Mosebrug etablerede et ælteværk syd for Vester Feldborgvej ved Volstrup Mose. Konsortiet blev opløst først i 50erne.

Tørvegravning i Hogager

af Kristian Pedersen februar  2004 
Tørv har været anvendt som brændsel gennem tiderne, helt tilbage til Jernalderen og Stenalderen. Det viser fund af mange forskellige redskaber til tørvegravning. Fund som i dag findes på mange museer rundt i landet. Ikke mindst i Midt og Vestjylland hvor det til tider har været småt med skov, og dermed småt med træ til brændsel.

Hvorimod forekomst af især tørv og til dels også brunkul, var ret udbredt og det er derfor nærliggende, at man har gravet tørv til brændsel. Således også i Hogager.
Her var der forholdsvis store forekomster af tørvejord flere steder. Bl.a. en strækning "engdrag" syd for Hogager, som begyndte ca. 3 km øst for Hogager og fortsatte endnu længere vestpå. I varierende bredde og dybde. Bredde fra ca. 100 m til flere km og i dybde fra ca. 1 m og til flere meter. Dermed kunne kvaliteten også variere. Tørven var ofte lys og porøs i overfladen og mørkere og fastere længere nedad. Det betød som regel bedre kvalitet / "brændeværdi". Det har vel noget med tørvens alder og trykpåvirkning at gøre, men det er jo et geologisk fænomen. Disse engdrag "moselodder" tilhørte jo ofte gårdene, på hvis jord de lå, men der var også mange, som ikke grænsede op til en mose, og som alligevel havde et mose- eng lod. Stort set alle ældre og større gårde, samt de der evt. var udstykket fra en sådan, havde et lod. Så der var gode forudsætninger for tørveproduktion
Det havde man brugt i mange år, men mest til eget brug. Evt. også til naboer og aftægtsfolk.
Da 2. verdenskrig brød ud, blev situationen en ganske anden idet import af kul og især af olie næsten ophørte. Brændsel blev en stor mangelvare. Man søgte andre muligheder, og tørv og til dels brunkul var mulige resurser. Det betød en stor efterspørgsel efter tørv.
Hogager, som navnet antyder "tørre bare agre", var om ikke en fattig hedeegn, så hørte den i hvert fald ikke til blandt de fedeste egne. Mange anede derfor muligheden for en kærkommen ekstra indtjening. Og det greb hurtigt om sig, så det i en årrække for nogen blev hovederhvervet. Det bevirkede også at fremstillingsmetoden blev ændret, så tørven var mere tilpasset som salgsvare.

Der var 3 hovedtyper

Skæretørv, pressetørv og æltetørv.

Skæretørv 
Skæretørv var den metode man havde brugt til små produktioner f.eks. til eget brug. En måde der kun krævede lidt værktøj.

En såkaldt maskinspade, som sikkert nogen husker og måske har prøvet at arbejde med. De findes nu rundt på landets museer og måske enkelte er i brug visse steder på nogle gårde.
Maskinspaden brugte man til at trække tørvene "klynerne" op ad tørvegraven med. Den bestod af et vinkelskær i bunden og tynde stænger fladjern på siderne, et par tværstænger som man kunne træde på når den skulle trykkes ned. I bunden var et vingeskær, som via en stang var forbundet med det ene håndtag. Ved at dreje på håndtaget, drejede man skæret i bunden så tørven blev skåret fri. Skæret fungerede som bundstykke under optrækket. Disse vingespader fandtes i forskellige længder, ofte 1 til 2 meter, og undertiden længere endnu.
Man kunne nå ret langt også med sådan en spade, også i en vandfyldt tørvegrav der i reglen var blødere at træde og trykke spaden ned i. Vandet bar med opad.
Til at transportere tørvene til tørvepladsen brugte man ofte en slæbeplanke, som kunne være sider eller bund fra en kassevogn eller nogle sammentømrede planker. Derefter blev tørvene skåret i passende skiver og når de var tørret på oversiden, vendt en halv omgang, så de tørrede på den anden side. Derefter ofte stakket så færrest mulig rørte jorden. Efter få uger var de klar til hjemkørsel og klar til brug.

Pressetørv
Da tørv blev en handelsvare og efterspørgslen steg gjaldt det om at tilpasse sig med en hurtig og effektiv produktion, så god og ensartet salgsvare som muligt, en så god og effektiv udnyttelse af tørvejorden. Og helst det hele. Her var tørveprocessen velegnet, idet den jo kunne blande, ælte, røre og presse ud af formen i ensartet konsistens og størrelse i én arbejdsgang. Og lige så hurtigt som 2 mand kunne skovle i og 1 mand tage fra. En tørvepresse var kort sagt en kraftig trækasse, godt 1 meter lang og ca. 1 meter i bredden og dybden.
Ifyldning af tørvedyndet foregik ofte med en elevator, som bestod af en kraftig kæde, påmonteret nogle medbringere, og med bund og lave sider af træ. Der var påmonteret den ene side af pressen og gik ud over og ned i tørvegraven ca. 4-5 meter. På hver side af elevatoren stod 1 mand og skovlede i. Den ene skovlede af det øverste lag "overgraveren". Den anden af det nederste lag
"bundgraveren" På den måde kunne man blande efter behov. Var materialet for tørt blev det vandet, og var der for meget vand i tørvegraven blev det pumpet væk.
På langs i pressen var der en roterende bom, som var påmonteret en slags pigge og skråtstillede knive. Disse findelte og blandede tørvedyndet og førte det ved hjælp af en kort lidt konisk snegl ud af enden og ud af tuden. Dyndet kom ud på en plade, læsset på "vogne" og kørt på liggepladsen. Disse "vogne" bestod som oftest blot af en aksel med 2 hjul. Hjulene var uden gummi, det var ikke nødvendigt på en blød eng eller mark og endvidere en mangelvare.
Men en aksel, på spændt et par bjælker, med brædder over, så man havde et køretøj med lav læssehøjde og som kunne vippe over midten. Lad størrelse ca. 1 meter bred og 3-4 meter lang. Når et køretøj var fyldt op, stod en anden tom vogn klar. Det sørgede et par kuske for, oftest et par drenge. De kørte ud på liggepladsen, hvor en mand læssede af, så der stod en tom klar hver gang der kom en fyldt.

Holstebro Dagblad den 17. juni 1955.

Kæmpebranden i Hogager

Kvinde og 3 børn alene på isoleret ejendom

Nabo bragte børnene i sikkerhed, førte den på traktor igennem kvælende røggasser.


500—1000 Tdr. Land af Hogager Mose og Hvidmose  hærget ved største terrænbrand på Holstebro Egnen i Mands Minde

Udmattede Brandfolk har i Nat haft en ubehagelig Opgave som Brandvagter på strategiske Punkter i Hogager Mose og Hvidmose, først og fremmest langs med den sandede Sognevej, som umiddelbart Øst for Hogager By går mod Syd til Hodsager. Her ved denne Vej lykkedes det sent i Aftes lokale Brandfolk, Falck fra Holstebro og en CF- Styrke på 40 Mand fra Herning ved forenede Anstrengelser at sætte en Stopper for de sidste Aars største Mosebrand, som i Løbet af Formiddagen, Eftermiddagen og Aftenen hærgede et Areal på 500—1000 Tdr. Land, kostede utallige rugende Fugle Livet og på et vist Tidspunkt gjorde Opholdet på et Husmandssted så ulideligt, at en Moder måtte sende sine Børn i Sikkerhed, medens der ved Politiets Hjælp blev sendt Bud efter hendes Mand, der om Formiddagen var taget til LS Bondestævnet i Silkeborg.


Flere Kilometer lang Røgsky henover Egnen, Frygt for Feldborg Statsskov

Båret frem af en Nordvesten vind- et Omfang -, der leder Tanken hen vind, der bevægede sig med en Fart paa en Præriebrand, og en Tid lang af 70 km 1 Timen, antog Branden rasede den over en næsten 3 km lang Front. En flere Kilometer lang kvælende Røgsky, der kunde ses fra Holstebro — i Luftlinje 16 km borte — lagde sig som et uigennemtrængeligt Tæppe over Moserne og bredte sig herfra i Vifteform mod Sydost henover Feldborg Statsskovdistrikt.

Selvom Statsplantagen ligger godt 2 km fra det brandhærgede Område, nærede man på et vist Tidspunkt Ængstelse for, at Ilden skulde brede sig fra den raserede Del af Hvidmose til et Hedeareal på den anden Side af Sognevejen og herfra videre til den ca. 100 Tdr. Land store Kvistrup Plantage. Var det sket, vilde man have stået afmægtige overfor en Plantage- og Hedebrand af uoverskueligt Omfang, for Øst for Kvistrup Plantage ligger et Område med knastørt Lyng, der grænser op til selve Statsskoven.

Under stavnsbåndet
I Stavnsbåndets Tid hørte de fleste Ejendomme og Arealer i Hogager under Volstrup og Ausumgård enkelte under Lergrav, bl.a. Abildholt, Kvistrup har endnu en Rest fra gamle Dage nemlig Kvistrup Plantage. Volstrup og Ausumgård ejede Hvidmose, hver Halvparten, Volstrup den østre Del, hvor der desuden hørte ca. 230 Tdr. Land Hede til, beliggende for sig selv indtil Feldborg Skel. I 1904 eller 1905 købte 4 Mænd fra Egnen, Volstrups Del af Hvidmose, Wajsen syd for Søndergård og ligeledes en ved den nordre Side af Hvidmose til Heselå Hede blev anlagt, de var også nødvendige for at få Tørvene transporteret væk, der blev begyndt at grave en Del Tørv og da de var af god Kvalitet, var de lette at afsætte.


Mosens historie
Skrevet af Kristen Vestergaard


 Der var jo store moseområder syd og vest for Hogager by. Der har sikkert altid været gravet tørv her til husbehov og til salg især i Holstebro. Det gav jo tiltrængte ekstra indtægter til det undertiden ret karrige udkomme fra gårde og husmandssteders sandede jorder; for de fleste havde lidt mose. Under krigen blomstrede mange små og større tørvefabrikker op. Der var tørvepressere og der var æltværker, drivkraften var enten el-motorer eller petroliumsmotorer. Så foruden de ”gravede tørv, var der pressede eller æltede tørv.. Stort set alle i Hogager var på en eller anden måde med i dette. Mange kvinder og børn tjente en skilling ved at vende og stakke tørv.


Det meste tørvejord blev gravet op på denne måde. Efter krigen lavede man på de resterende mosearealer tørvesmuld til briketfabrikker, som der blev en del af. Nu er alle disse moseområder afvandet og opdyrket. Desuden blev der gravet en Grøft fra Hvidmose til Bækken syd for Vestergård, under første Verdenskrig blev Ausumsgårds Part af Hvidmose solgt i mindre parceller til forskellige, og Tørvene der var af samme gode Kvalitet som i Volstrup Mose, de var mere vanskelig at producere på Grund af høj Vandstand, og betegnedes som bundløs, men det gik, og Folk strømmede til også fra andre Egne. Under anden Verdenskrig betegnede Politibetjent Knudsen i Skave det som hans bedste Distrikt, men det var vel ikke den bedste Anbefaling. - I 1936 blev den sidste Rest fra Volstrup, de 230 Tdr. Land Hede, hvori der var en Del Mose, købt af et Konsortium for 6000 kr., det var 5 Mænd fra Hogager nemlig: Chr. Kjærgaard, Ole Nielsen, Laust Vestergård, Lærer Chr. Jensen, og Jens Jensen, Søndergård, de etablerede et Tørveælteværk, Volstrup Mosebrug, som producerede Tørv i mange år. Under anden Verdenskrig blev der gravet en Masse Tørv i de store Mosestrækninger omkring Hogager, som nu er opgravet og afvandet og under Kultur,

Fra mosen omkring 1940 Tage Nørgaard siddende til hest


Tage Nørgaard vender her tørv i Volstrup Mose i 1940

Arbejdet med at vende, rejse eller stakke tørv, blev oftest udført af kvinder og børn og undertiden hele familien. Aflønningen var oftest på akkord. Vistnok 40-50 øre pr. 1.000 tørv. Det kunne variere efter forholdene, og hvilken type tørv der var tale om. Pressetørv skulle kun vendes en
omgang og der kunne man vel vende 4-6 stykker ad gangen. Æltetørv der skulle rejses på højkant måtte derimod håndteres separat.
Øvrige forhold der gjorde en forskel var mængden af græsbevoksning på liggepladsen. Efter flere års brug var pladsen næsten bar og jævn sandbund, næsten som en strandbred. Når jorden var belagt næsten hele sommeren blev al vegetation kvalt ligesom tørvedynd var meget surt og vel også svovlholdig. Efter at tørveproduktionen var ophørt, gik der nogle år før man kunne dyrke normalt på jorden igen. Og især hvis jorden gennem flere år havde været anvendt som liggeplads for tørv.
Perioden begyndte omkring 1940 og ebbede ud fra sidst i 40'erne til midt i 50'erne. Da var der igen import og forsyninger af kul og olie.
Det var uden tvivl en periode af stor betydning for egnen. Og det gav en forholdsvis god indtjening til alle som var involverede i tørveproduktionen. Ligeledes medførte tørveproduktion en del arbejdspladser og ikke kun til de lokale. Der kom også folk fra omegnen. F.eks. cyklede folk fra Feldborg på arbejde i tørveproduktionen, mens andre f.eks. fra Holstebro kørte ud og hjem på lastvogn. Andre igen fik kost og logi på egnen. Men de fleste udefrakommende flyttede ud i mosen, eller i umiddelbar nærhed, i det man kaldte sommerhuse. Nok ikke helt det vi forstår ved et sommerhus. Det var snarere nogle træbarakker, ikke særlig store, og med megen lidt komfort. Fx var der ikke noget badeværelse - det som normalt foregår i et badeværelse foregik udenfor. Den slags plads var der nok af og det var jo sommer. Nogle rejste hjem i weekenden som varede fra lørdag kl. 15 til mandag morgen.
Det er svært at sige hvor mange der var beskæftiget ved tørvearbejdet. Men alt i alt og inklusive områder som Volstrup og Hvidmose, så har der været flere hundrede. Et af de største produktionssteder kørte der 3 tørvepressere i flere år, med 4-5 mand og et par drenge "kuske" ved hvert værk. Foruden de som arbejdede med at "gøre tørv tørre" ved at vende, rejse eller stakke tørv, samt chauffører til lastvogne mm. Man når hurtigt op på 30 personer blot på et sted.

Bertel Nørgaard er her i Holstebro med et læs tørv -
 måske til Færchs Fabrikker

Men som nævnt så ebbede tørveproduktionen langsomt ud op i 50'erne. Da olie og kul igen blev tilgængeligt svandt behovet og interessen for tørv. Og mange steder var al tørvejorden opgravet, så der lå de vandfyldte tørvegrave, som man ikke rigtig kunne bruge til noget.
Man fandt hurtigt ud af at uddybe en kanal hvorved vandstanden sænkedes, så man kunne jævne og kultivere og dermed dyrke jorden igen. Nu ser man de fleste steder kun et engdrag, langs bækken, som stort set dyrkes på normal vis.
Hvad der foregik for ca. 60 år siden er på vej til at blive historie. Sikkert derfor besluttede nogen at nedskrive og samle lidt materiale om Hogagers historie. Dermed også om tørveproduktion. Ovenstående er skrevet februar 2004 af en Hogager dreng fra 40'erne.
Skulle nogen være interesseret i yderligere, kan der henvises til egns arkiver og museer. Egnsarkivet i Vinderup har en del billedmateriale og beretninger om tørveproduktion.
Dette gælder også Klosterlund Museum, som ligger mellem Engesvang og Kragelund, ca. 12 km nordvest for Silkeborg.
Der er en ret stor samling af tørveredskaber og værktøj, fra både en fjern, og nær fortid. De fleste af ovennævnte redskaber og maskiner findes der foruden en del mere. Bl.a. en "Hestegang" og en gammel landsby smedje helt intakt.

I nærheden ligger den meget omtalte Bølling sø som jo blev afvandet og udtørret for 120 år siden. Men som man nu er i gang med at genetablere, endda i større omfang end før. Men i og omkring den udtørrede sø bund, var der også en omfattende tørveproduktion i 40'erne. Sikkert en medvirkende årsag til etablering af museet. Og sådan har
jo næsten alle egne en historie.