Forside Hogager By Handel Hogager Historie Mosens Historie Foreninger
Hogager Kirke Hogager Nord Landbrug før nu Hogager 1940 - 45 KFUM spejderne Borger og Kulturhus
Hogager Skole Hogager Øst Håndværk Skovens Historie Folkemusikhuset Hogager Marked
Hogagers Historie
Kort over Hogager som det var, omkring 1870.

Om Hogager

Kort over Hogager i ca. 1870
Første gang Hogager nævnes i skriftlig kilde er 1496. Da måtte Lensmanden i trætte om ejendomsretten bevise med gamle pergamenter, at de to gårde kaldet Hogager havde været adskilte i lade og ovn i hen ved 75 år. Ejendomsretten ser ud til at være tilfaldet herremanden i Traberg.1515 bekræftede Kongen således i et brev til Christen Jepsen Hvids sønner: Christen Christensen i Skave og Jep Christensen i Trabjerg, at de blandt andet gods også havde retten til Hogager. I matrikel bogen for 1683 hedder det, at der var 3 gårde i Hogager, med fem bønder og et bol, af marknavne nævnes: Smækager, Holte og Kjellingtoft.1688 kom en kongelig forordning om Ulvenes udryddelse, hvori det hedder: "På det at ulvene, som vore undersåtters kvæg og bæster i vort land Jylland udi en og anden måde stor skade tilføjer, desto bedre kunne blive ødelagte, skal der holdes ulve jagt, ved hvilke bønderne skulle møde. Udeblivelse straffes med en halv rdl. bøde. Hvo som fange eller døde nogen ulv skal næste tingdag efter henbringe den til Herreds eller Birketinget, hvor ulven skal flås og raden på en plads ved tinget ophænges. Bønderne i birket eller herredet skal yde 4 rdl. for hver gammel ulv og 1 rdl. for hver ung ulv, og jægeren skal selv have lov til at beholde bælgen". I årene herefter beretter tingbøgerne om mangen en ulve sag, og således kom da også Jens Andersen i Hogager 17.maj 1695 til Hjerm herredsting med 6 ulveunger som han havde fanget i Hogager hede.

I begyndelsen af 1700 tallet, var landet stærk plaget af kvægpest, som mange steder lagde landsbyer øde. Gård nr.3 i Hogager var på dette tidspunkt tilfaldet kongen - sikkert fordi den lå øde. Halvparten af denne gård blev 1718 solgt til Niels Ibsen fra Tvis Kloster. I 1760 var der fire Hogager gårde, som to og to hørte henholdsvis under Quistrup og Volstrup. Gårdene lå dengang i en række i umiddelbar nærhed af hinanden, og Søndergård og Nørgård er først omkring år 1800 flyttet ud i marken.

Om Hogager er skrevet efter Olav Riis Laursens (søn af Thomas Laursen) optegnelser.

Jeg mener at have hørt, at navnet Hogager, oprindelig skulle være Hovager, udløst af at der var et Gudehov. Der må jo også have boet mennesker der i Stenalderen, efter alle de flinteredskaber der er fundet på marken og ikke mindst de mange flinteflækker der fandtes i mosen. Der er jo også de gravhøje som ligger ude i plantagen, tæt på dammen og på den anden side af vejen ligger en høj, som på kortet hedder Hovhøj. Det tyder jo på at der har været et offersted.

Det ældste skøde jeg har, fra gården Nørgård i Hogager, matrikel nr,17,a,er fra 1831. den tid har vejene nok kun været hjulspor i lyngen. Den væsentligste har nok været kirkevejen, fra Abildholt og til Borbjerg Kirke, den er også blevet brugt af Herregårdene når de skulle have hoveri af de forskellige Bønder, og navnlig når de skulle have kørt lyng og tørv hjem til brændsel. .Dalen som kommer helt ude fra Hogagerdam, og går nord om der hvor vi byggede vort hjem, er i dag næsten usynlig, men i min barndom stod der ofte vand i den. Der hvor Kirkevejen krydsede dalen og gik op ad brinken, var hjulsporene så dybe, at det næsten var en hulvej, det var dejligt for os børn at lege i, men da vi dyrkede heden op i 1945,varede det længe, før sporene var slettet .Afgrøden stod for det meste godt der, Studene har jo nok efterladt nogle klatter, når de skulle trække læsset op ad skrænten. Vejen har jo nok også haft afstikkere til møllerne, både i Trabjerg og Borbjerg. Ved det nordvestre hjørne af vores mark, skar et dybt hjulspor tværs ovre kirkevejen, retningen kunne godt passe på, at den gik fra Hogager til Søndermølle i Herrup.

Møllerne spillede jo en stor rolle, på et tidspunkt. Det var jo noget af det første mekanik der fandtes. Skoven eller Plantagen er vel først plantet efter 1864,da devisen lød" Hvad udad tabtes skal indad vindes". Der må have været en vældig udsigt, over Hede fladen.
At der før har været skov på egnen, vidner de store rødder og enkelte egestammer, som vi gravede op i mosen om, men det er meget længe siden.


En episode rinder mig i hu. En aften vi havde haft ungdomsmøde stod Villiam Dyrholm og jeg og talte sammen efter mødet, da vi opdagede, at det røg omme bag lade gavlen, hvor jeg havde lagt noget moseeg. Det kan nok være vi fik travlt med spandene, det var før vi fik vandværk. Jeg skulle også skaffe moseeg til morbror, Jens Kristians træskærer figurer.
At Hogager lå på grænsen mellem mosen og heden, betød jo nok, at hoveriydelserne bestod i at levere tørv og lyng til opvarmning af herregårdenes Slotte.


Af ovennævnte skøde fremgår at Peder Laursen Kaidal, kun har haft skøde på gården i et år, men om han har købt den fri af fæste, eller har købt den i fri handel, fremgår ikke, men der påhviler åbenbart ejendommen, en aftægtsydelse.


Her ses kirken i baggrunden til højre i billedet,
som muligvis er taget omkring 1930


Her er et billede som nok er taget i samme tidsperiode.
Den nye skole og med den gamle skole til venstre, det som i dag er Langgade 89.

Nu er det en Selvfølge at Kirken ligger der, men det var det langt fra i 1899 da den blev bygget, Pastor Kuhlman ville ikke i Udvalget, da han mente at det var en ide som aldrig blev til noget, men efter års Forarbejde kom den alligevel. - Ved 50 års Jubilæet fremdrog Pastor Meldgård visse Træk fra hans Tid som Præst her, og mindedes fire ældre Enkekoner, når de kom ind i Kirken til Gudstjeneste i blankpudsede Søndagstræsko og sort Hovedtørklæde og Sjal og med Salmebogen i Hånden, han nævnte dem ikke ved Navn, men det var Dorthe Abildholt, Dorthe Brunebjerg, Mette Søndergård og Stine Vestergård, Kvinderne sad altid til venstre i Kirken og Mændene til højre, Mændene brugte sorte Lastingskraver. I min Opvækst bestod Drengenes Klædedragt af et Par Bukser som gik til Knæerne, et Par hjemmelavede Hoser med Strømpebånd, en Trøje og en strikket Hue med Top som Hovedbeklædning, den kunne trækkes ned over ørerne når det var koldt, så vi var såmænd godt udstyret om Vinteren, det var et sikkert Forårstegn, når vi efter nogle forgæves ytrede ønsker over for Mor, endelig fik Lov at komme i Pløjserne (Stunthoser) de blev fundet frem. Muligvis var der strikket og monteret nye i Løbet af Vinteren, de bestod af et Par lange uldne Strømper uden Fod, men med en Fæssel under Svangen, af en Strimmel Tøj eller tynd Skind, og desuden en Stroppe til at sætte på Tåen næst efter Stortåen, til at holde Pløjserne på Plads, Træskoene blev sat til Side, og det var meget sjælden de blev brugt om Sommeren, men når Solen og Varmen rigtig kom, fik vi Lov at gå med de bare Ben, og det var egentlig det allerbedste. Vores Morgenmad bestod af opstuvede Kartofler i en Pande, helst godt med Skover, Panden blev anbragt på det lange Bord med Stjærten pegende mod Gangdøren, vi gik så til Angreb fra hver sin Side og mødtes på Midten, derefter kom anden Ret bestående af Rugbrødsterninger opblødt i varm Mælk, serveret i et rødt Lerfad, til at spise med havde vi hornskeer, som fandtes i Skuffen under Bordet, de havde forskellige aftegninger, så hver kunne kende sin, og man tog ikke fejl, det var et solidt Måltid at begynde Dagens Gerning på, senere gik det så over til det nuværende kaffeslapperas, i Stedet for de hjemlige Produkter. Vi bagte selv vort Rugbrød i den store Ovn en Gang om
måneden, det blev ikke så hurtigt tør som Brød fra Bageren, vi ventede dog altid efter når der skulle bages nyt, da kunne det gamle være tilbøjelig til at blive muggen. Når der skulle bages Rugbrød kom Dejtruget frem, og Dejen blev æltet Dagen før, på selve Dagen skulle Ovnen ildes, det foregik med tør Lyng, det var vi Børn svært villige til at hjælpe til med. I Begyndelsen var Ovnen mørk på Stenene, det blev kaldt æ swot Mand, men efterhånden som iltningen skred frem, og Stenene i Ovnen blev rødglødende, kom den røde Mand frem, da kom det kritiske Punkt af Forberedelsen, for det var vigtigt at Ovnen var tilpas varm. Vi fik Lov at skrabe Dejtruget, og af denne Dejg lavede vi forskellige Figurer, som vi fik bagt sammen med det andet Brød, de benævnedes som Skråvkager. Når Forberedelsen var til Ende, blev Ovndøren lukket, Ovnen var så under Opsyn et Stykke Tid og endelig var Bagningen af Brødet til Ende.

Heden er opdyrket, hvor der nu ligger veldrevne Ejendomme. De forrige Generationer ville ikke kunne kende Egnen, jeg kan huske Udviklingen fra omkring århundredskiftet. Når Heden første Gang blev pløjet, skulde den ligge hen i 2-3 år, inden blev pløjet dybere, og blev tilført Mergel eller Kalk og begyndte at komme under Kultur. Midt i 1930erne blev der ført en Mergelbane fra Tvis til Hogager og ved Hjælp af Stikledninger, blev der så kørt Mergel ud til alle Gårde så meget som man ønskede. Siden da Traktoren blev taget i Brug, kom man nemmere om ved Opdyrkningen, med Dybpløjning og Chockbehandling med Kunstgødning, så det straks kunne give Afgrøder. Det gik fremad for den fattige Hedeegn, før var det tit Folk som havde meget få Penge, som købte Ejendommene her, Kapitalen holdt til på den gode Jord, så Folk i Hogager var gennemgående fattige, Egnen har nok haft en vis Tiltrækning på Folk som det var gået skæv for andre Steder, dog var der to gode Arbejdspladser i Mosen og Skoven, og lidt efter lidt blev der bygget flere Huse omkring Kirken og Skolen.

Vi bryggede også selv vort øl, og enkelte gange støbte vi Lys af Fåretaller, når Dagene var korte, var der noget der hed at holde Mørkning. Ilden lyste lidt fra Kakkelovnen, måske var der et enkelt Tællelys tændt, Mor spandt på Rokken, det var egentlig så hyggeligt og det varede noget før Petroleumslampen blev tændt. I vor Dagligstue var der lang Bord og Bænk, der kom jævnlig fremmede, særlig om Aftenen, enten fra Nabolaget eller tilfældige Gæster, vi sad omkring det lange Bord, og når der så ud på Aftenen blev fortalt Spøgelseshistorier og andre mystige Tildragelser, blev øjnene store på os små, og det varede ikke længe før vore Ben kom op på Bænken. Min ældste Bror, som nu er 96 år, var en af de første i Hogager som fik en Cykel, en splinterny Opel med fast Nav, det var næsten lige så stor Begivenhed, som når man får en ny Bil i Dag. Jeg husker de første Damer, jeg så der cyklede, de kom nordfra, vi stod inde i Køkkenet i det gamle Stuehus med Udsigt ned langs Vejen, der kom to unge Piger, den ene væltede, og Far erklærede da at det måtte de hellere opgive, og det blev også betraktet som uanstændig, af det smukke Køn, at bruge den Slags Befordringsmidler. Karlene var nogle år før begyndt at bruge disse Stålheste.

Til et Efterårsmarked i Holstebro, jeg har nok været 12-13 år, var jeg afsted med 3 Kvier, det var jo en Oplevelse ud over det daglige, men Kvierne blev ikke solgt, så både Dyrene og mig var godt trætte, da vi ud på Aftenen igen kom til Hogager, frem og tilbage havde Turen nok taget ca. 8 timer, ialt 32 km, mine Støvler var ikke for store, da brugte vi Snørestøvler ikke Sko, det blev så pinagtig at jeg på Hjemvejen tog både Støvler og Hoser i Hånden, så gik det bedre, de bare Fødder var godt hærdede. Det var den Markedsaften da Peder Kalsgård i Mejrup blev myrdet af en Mand som var kommet op at køre med ham.

Det første race rene Dyr der kom til Vestergård, var en Væder, jeg kan ikke huske Racen, men jeg glemmer den aldrig, som Lam kløede vi Drenge den af og til i Panden, den var lærenem, for Magen til Væder til at bukke, når der gaves Lejlighed dertil, har jeg ikke truffet hverken før eller siden, det fæle Dyr skulle jo jævnlig flyttes, samtidig med de andre Dyr, om vædderen også blev det vil jeg ikke garantere for, det afhang vel nærmest af om Dyret var i rigtig Krigshumør. Det var et flot Eksemplar, og selvfølgelig skulle den til Dyrskue i Feldborg, den tog også Førstepræmie, min Bror Thomas og mig fik den ærefulde Opgave, at besørge Transporten både hen og hjem, men vi var uden Tvivl belavet på alt fra Dyrets Side, derfor tog vi vore Forholdsregler ved at vi begge to, på hver sin Side af Vædderen holdt fast i Tøjret under dens Næse, sådan at den ikke kunne få Panden nedad, for ellers havde det måske ikke gået godt, vi fik afleveret og bundet Dyret på Dyrskuepladsen og nød så Festdagen og kom hjem med den i god Behold, med det fine Præmieskilt dinglende om Halsen på vædderen

Hogagerfolk fortæller -

Grethe Jacobsen fortæller

Laust Vestergaard, - Et købmandsliv

Thomas Laursens  - Mit livs vej 

 
Nogle Erindringer samt Overleveringer fra ældre Generationer skrevet af Laust Vestergaard. 1980.

Dorthe Abildholt har fortalt mig lidt fra den Tid, omkring 1660. Der blev anskaffet nogle store Plove, som nu er på Skovmuseet i Fagelkær. Der kom Plovkarle fra andre Egne af Landet,, som boede og spiste hos dem. En af disse blev gode venner med en pige fra Egnen, og måske har de lovet hinanden Troskab. Plovkarlene rejste væk til andre Arbejdspladser. Et Stykke Tid efter friede en ung Karl fra en Gård i Borbjerg til den føromtalte unge Pige, men fik Afslag og kom hjem med den Besked. Ikke længe efter startede Faderen østpå, formodentlig i lange Støvler og Kæp i Hånden, det manglede bare, skulle min eneste Søn ikke være god nok til en Pige fra sådan en Hede ejendom. Efter Ankomsten blev Sagen forelagt for Forældrene, om det virkelig var Meningen, at min Søn fik nej ved Frieriet, det var det på ingen Måde, og Sagen blev hurtigt bragt i Orden med dem, og den unge Pige måtte med Tiden bøje sig. En Dag sidst i 1920erne kom en pæn ældre Mand gående fra Viborg Landevej til Hogager, det var en af Plovkarlene,, uden Tvivl den førnævnte, han fik en Tår Kaffe hos os, han boede i Aarhus og havde en Hilsen med fra min Kones Faster, som han afleverede, han gik så videre ud gennem Skoven til Haderup, og lod nok Minderne gå ca. 50 år tilbage i Tiden. I 1871 blev almindelig Postbesørgelse påbudt over det hele på Landet. Før den Tid måtte Folk i Hogager selv hente Posten i Holstebro. Min bedstefar producerede Tørv og kørte en Del til Holstebro, og der hørte han så, om der var Breve eller andet som skulle østpå, han havde en høj sort Hat på, en Slags Bowlerhat, med Lomme, og der var som Regel ikke mere Post end der kunne være i Hatten. Det var en billig Postbesørgelse. Omkring 1904 kom der kørende Post til Hvam og Borbjerg, og ligeledes en med Viborgvej til Mejrup, Skave og Hogager.

I 1850erne blev den nuværende Skivevej fra Holstebro gennemført, før gik Vejen med Viborgvej til øst for Skave, over Djeld og Sevel - videre over Hjelm Hede og Flyndersmølle til Skive - den går der vel endnu. I min Barndom blev den stadig benævnt blev Viborgvej, også i 1850erne reguleret og til Dels flyttet, den gamle gik fra Holstebro med Lægårdvej over Smedevad Bro, der var det lettere at komme over Vandløbene. Endnu for få år siden kunne man enkelte Steder se Spor af den gamle i Form af Græs, for Eks. vest for Skave, syd for den nuværende Vej. Før i Tiden kan Hogager nærmest betegnes som en Blindtarm af Borbjerg Sogn, men 1938 blev Vejen til Feldborg ført igennem, før var der kun Hede veje, nu er Vejen ret stærk befærdet. Vejen fra Viborgvej, "æ Snurom", var blevet anlagt i 1890erne og benævntes de første mange år af Hogager folk som "æ Opkåstvej", det var en af de første Milepæle i Hogagers Historie, en vis Tidsbestemmelse, når et bestemt årstal for en eller anden Begivenhed skulle findes frem, gik man ud fra om det var før eller efter vi fik "æ opkåstvej". Før gik Hede vejene længere mod øst. I 1845 var der kun 9 Ejendomme i Hogager Skoledistrikt, de 5 gamle gårde, 2 Ejendomme på Brunebjerg og 2 Abildholt gårde. Længere tilbage i Tiden lå Nørgård i Nærheden af Meldgård, og Søndergård lige syd for Østergård. Jens P. Løvig kan nok have ret, da han som ung Krambodssvend i Skave kunne se når det var Hans Hornstrup der kom østfra - han var meget hjulbenet - og Hogager var ikke større end han kunne se den mellem Benene på ham. Min Far gik i Skole i Østergård Storstue, Undervisningen fik Børnene af Fars Morbror Jens Kristensen (Jens Krænsen), som havde en mindre Ejendom fra hans Fødegård Hesselaa. Han har nok ikke været så dårlig til at lære fra sig, da min Far var ret god til både Skrivning og Regning. Jens Krænsen havde selvfølgelig ingen Eksamen, men Sogneforstanderskabet eller Skolekommissionen har nok ment, at han var i Besiddelse af Evnerne da de lejede ham til det. Hvor megen Skolegang der da har været, ved jeg ikke, om Sommeren har det nok været meget lidt, hvis der i det hele taget har været nogen, men mere om Vinteren. Mine Forældre var begge konfirmeret af Pastor Kuhlman, under en Overhøring var Provsten tilstede, han henvendte sig til Far og spurgte, er det dig min Dreng, der svarer Præsten så godt? Hvortil Far svarede: Nej de æ jen op fræ æ Vejstersown.

Et andet Træk fra Provisorietiden (Estrup) da var der en Slags ridende Politi (Gendarmer) som fartede rundt og kikkede Folk efter i Sømmene. Det var f.eks. forbudt at have Brændevinstøj til at fabrikere den forbandede Drik med, men som Regel gik der gerne Bud mellem Folk når de blå var på Egnen. I Østergård havde de et sæt Brændevinstøj, som blev gemt i en Tørvegrav, da det spurgtes at Gendarmerne var på Egnen; men det har nok været en stor Skuffelse, da de ikke siden kunne finde det. Først under første Verdenskrig kom det frem under Tørvegravning, og det findes nu på museet på Hjerl Hede. Den yngste af Søskendeflokken i Østergård - Jens Chr. Laursen (senere Lærer) - flyttede med til Hesel da hans Mor (Faster Mæt) blev gift anden Gang med en Fætter - Chr. Søndergaard -. Første Giftermål var også med hendes Fætter Jens Chr. Laursen Østergård. En jul havde Jens Chr. inviteret mig med til Børnejuletræ i Saustrup Missionshus, hvor alle Børn var velkommen, jeg startede hjemmefra om Eftermiddagen over Mosen, men ved Ankomst til Lille Hesel blev det et forrygende Snevejr - det blev Aften, og mørk, så Faster mente ikke det var Vejr for os at vove os ud på den store Hede mellem Hesel og Saustrup, derfor tog hun sine Forholdsregler, men Jens Chr. holdt fast på sit, og begyndte at skifte Tøj, dog var Bukserne borte, først græd Drengen, men da det ikke hjalp, måtte der andre Midler til, hans Tålmodighed var til Ende "no hår do o kom med mi Bowser o det ska vær no, for det er ve æ Tid vi ska astæj". æ Bowser kom frem, og Julehumøret kom igen. Lidt inde på Heden lå en Ejendom - Anders Hansens - han var tilfældigvis ude og spurgte os "Hvor skal søen en par Kål hen i det her Knog". Vi skal til Saustrup til Juletræ - så tog han Lygten og fulgte os over Heden. Vi havde en god Juletræsfest, over Heden tilbage til Hesel var der Stjerneklar og godt Vejr igen.

Faster Mæt blev meget gammel, hun var født i Vestergård, gift med hendes Fætter i Østergård, gift anden Gang med en anden Fætter Chr. Søndergård Lille Hesel, til sidst boede hun hos en Datter i Nørgård i Hogager. Det var alle fire Verdenshjørner, men hun har altid haft Bopæl inden for en snæver Kreds, i Borbjerg østre Del. Som gammel gik hun meget omkring og besøgte Folk, men da var hun gået noget i Barndom, hun var bange for at vor Herre havde glemt hende. Hun havde vist aldrig været syg, men en Morgen lå hun i Sengen og var død. Jens P. Løvig skrev en Sang om hende da hun blev 90 år:

En Hedens Blomst af ægte Lød,
en Kvinde sand og god,
der ikke sine Pligter brød og ej sin Post forlod.
En Kvinde, der i Hjertets Bo bar Kærlighedens Bud,
var imod sin Næste tro og tro imod sin Gud.

Petrus Kristensen har i sin Bog betegnet Østergård Slægten, som den mest udbredte Slægt i Borbjerg Sogn.


Laust Østergård har fortalt om da han var Dreng, og engang havde en forskrækkelig Tandpine, blev han sendt ned til hans Mors Fætter i Sevel, for at få det ordnet. Thomas Urmager, der foruden at være Urmager også beskæftigede sig med Tandudtrækning, nærmest som en Slags Hobby. Jeg formoder at Konsultationen har formet sig omtrent således, først med at sige goddav, og dernæst har Thomas nok spurgt: Hvor er sådan en bette Kål fræ? A er fræ Østergård i Hogager. Nå er do fræ Østergård, så er vi jo nøj i Famili med hveranner. Ja a sku osse hæls hjemfræ. Ja hæls ijen, hvordan hår i de? Vi hår æ da godt. Ska do ha en Klok gjor istand? Nej men a hår en brølendes Tandpine. Nå hår do det, det ordner vi lige med en bette Snoptaw. Derefter (stadig efter Laust Østergård) blev han anbragt på en Stol, de nødvendige Remedier blev fundet frem, og Operationen blev påbegyndt af den lille Urmager, som efter flere forgæves Forsøg beordrede Drengen ned på Gulvet, liggende på Ryggen. Så begyndte anden Afdeling med Thomas Urmagers ene Knæ på Maven af Drengen, dog var det stadigvæk den forkerte Tand han havde fat i, og den sad fast, den kunne ikke tages, den blev noget længere, og til sidst måtte videre Angreb på den opgives. Laust var befriet også for Tandpinen i Nabotanden, så var Hensigten nået, og han spurgte nok om hvad koster det? De ska do ha gratis, og nu ved du hvor a bor, hvis det skul vær en anden Gång. Ja så  sejer a Forwal og Tak, og Laust begav sig på Hjemvejen - en god Milsvej, men han har nok spyttet rødt aw o te - inden han nåede hjem te Østergård.

For nogle få Slægtled tilbage i Tiden var det ret almindelig, at de unge Mennesker fik deres ægtefæller enten mere eller mindre i Slægt med hinanden, f.Eks. Fætre og Kusiner. Dette gældte også inden for Borbjerg Sogns Grænser, derfor blev der nok et vist Særpræg af Befolkningen mange Steder, men som nu omtrent er udvisket, før gik man som Regel omkring, og derfor var det meget begrænset, hvor langt man kom. Der var visse Markeder i Holstebro, som de unge fra Oplandet kom til, og der var Telte, Dans, Gøjl og andet Halløj. En ikke helt ung Dame trak Folk til ved et Telt, hvor hun solgte billige Skillingsviser ved at synge nogle af dem, med en vemodig og bævende Stemme. Lige en enkelt Prøve på en af disse. Den går med en Melodi i Valsetakt!

1) Vandringsmand udi den grønne Lund,
 stands dit Fjed og hør min Elskovsklage,
jeg vil græde ud af Hjertens Grund,
når jeg dig beretter om min Plage.

2) Jeg var elsket af en Ungersvend,
 ung og fager stod han for mit øje,
og jeg elskede ham højt igen,
vær mit Vidne, Fader i det høje..

3) Men hans Fader var så grumme rig,
derfor han mig ikke ægte måtte,
derfor måtte han jo svige mig,
jeg var fattig som en Kirkerotte.t

4) Og han sagde i sin dybe Ve:
Kære Pige du din Ven må glemme,
 jeg er tvunget af Forældrene,
til min Dødedag jeg må mig græmme.

5) Med et Skrig jeg sank til sorten Jord,
det var som mit Hjerte skulle briste,
oh hvor var min Sjælekvide stor,
da min kære Ven jeg måtte miste.

6) End var ej mit Smertensbæger tømt,
Sorgen end mit Hjerte måtte flænge,
thi han havde elsket mig på Skrømt,
året efter var han gift med - Penge.

7) Syg og ensom går jeg nu min Gang,
jeg mod Graven længes fluks fare,
Pige lær af denne simple Sang,
at du dig mod falske Mænd må vare.

Disse Markeder var Begivenheder, som de unge på Landet så hen til som en stor Festdag, og det kunde vel også ske, at man sådan en Dag kunde få sig en Markedskæreste.

Et Par ældre stabile Folk solgte i 1901 deres Ejendom til Niels Brunebjerg, og fik Lov til at bygge et lille bitte Hus på Heden lige syd for Skolen, Manden døde kort efter, i 1904, og Enken Dorthe Brunebjerg havde da nogle få hundrede Kroner tilbage, for at få dem til at strække så langt som muligt, syede hun bl.a. en Del Drengetøj, hun ville ikke have Alderdomsunderstøttelse, og det var sådan noget Hansen respekterede. Jeg tror nok han foretog de nødvendige Reparationer på det lille Hus, jeg har set ham på Rygningen af Huset, for at lægge Hedetørv (Møntørv) op, Huset var bygget så billigt som muligt, der var ingen Kælder, men en Brønd. En senere Lejer af Huset, en ældre Ungkarl, Martinus Hansen, brugte Brønden som Kælder, ved at hejse Madvarer ned i den, det var også et Slags Køleskab. Martinus var engang så letsindig, at tage Plads som Bestyrer hos en Enkekone i Hvam, på en lille Ejendom, men var så forsigtig at tage Nøglen til Huset i Hogager med sig. Det varede heller ikke længe, før han vendte tilbage til Hogager, for som han sagde, på den stive Lerjord i Hvam, var det som det vilde kvæle ham. Jeg kunne have omfavnet det lille Hus, da jeg så det igen, sagde han. Han havde planlagt Hjemrejsen ved at pakke sit Kluns, det skulle gerne foregå i Ubemærkethed, men da hans Kammer var fra Køkkenet, skulle der lidt Held til, det gik. Enkekonen ringede til mig, hun kunne ikke forstå hvor hendes Bestyrer var blevet af. Jeg kunne oplyse, at han var vendt tilbage til Hogager igen, hun fortalte at der var fremmede hos hende Søndag Eftermiddag, Martinus fik Kaffe sammen med dem og var i det mest strålende Humør, han underholdt hele Selskabet, de måtte ane Uråd, han spillede Komedie. Når der var Lejlighed til det gik han gerne på Jagt og lidt Fiskeri, han ønskede ingen fremmede i sin Tilværelse, så blev Døren gerne låst, der var dog Undtagelser, når Lærer Bruun kom var Døren altid åben, til Juletræsfest i Skolen var Martinus Julemand, og kom ind i fuld Udstyr og spillede på Violinen, Brun spurgte ham, hvor kommer du fra? "A kommer fræ den anden Side å æ Snurom", men Børnene råbte det er Martinus. Han var oprindelig fra Rødding ved Vildbjerg, men havde nogle år opholdt sig på Bredebro egnen i den tyske Tid,, og fortalte om da Flyvehangarerne ved Tønder blev bombet og ødelagt under 1. Verdenskrig. Efter Genforeningen slog han sig ned i Hogager. Indtil først i 1900tallet bestod Hogager mest af Hede, Mose og en Del Eng, Heden og Mosen var det dominerende, og grumme lidt af de højere liggende Arealer var opdyrket. Resten lå temmelig uberørt hen, dog med Undtagelse af Plantagen, og der blev også gravet en Del Tørv i Mosen til Videresalg, det var Strækninger hvor Urfugle, Hugorme, Frøer og Storke havde deres Domæne. Jeg husker, når vi Børn, fra i Maj til i Nærhed af November passede Høvederne i Løsdrift i æ vejster hues, hvor der var mange Fuglereder, Fugle som ikke holdt til på de højtliggende Jorder, Storken spankulerede med ærværdige Skridt i Engen på Jagt efter Frøer, var der Nap, kom hovedet af den til Vejrs, og ned måtte Frøen, selv om den strittede imod, vi kunne se hvordan den forsvandt ned gennem Halsen på Storken. En lun Sommeraften tog Frøerne til at kvække nede fra Mosen og Engen, der må have været mange af dem, for vi kunne tydelig høre deres Sang op til os, hvor Byen nu ligger, nu da alt er afvandet, høres det så godt som aldrig. Storken sad ofte på Rygningen af vores Lade og knebrede med Næbbet, men den er nu flyttet til andre Breddegrader. Nord for Vestergård gik Heden lige ind til Gården, der drev vi Børn Kreaturerne ned i Mosen, hvor de fik en stor Del af Føden i Sommermånederne, de havde slidt Stier i Heden, og de gamle Køer havde gerne deres bestemte Stier som de fulgte, og hvor Gårdens Børn havde fulgt dem, måske gennem århundreder.

Nu da jeg er ved Køerne, vil jeg nævne, at de alle havde rigtig gammeldags Ko navne, Ungkreaturerne fik først Navne når de blev Køer, de var alle af blander Race, og der var mange forskellige Aftegninger og Kulører på dem, som Navnene på Køerne også hentydede til - Silketop Gulerod og Røn, de åd al vor Havre op, o skider i wor Grøn. Desuden brugte vi navne som Sortravn, Hvidkolet, Grådonnis, Plet, Stjerkolet, Rødtavl m.fl., disse Navne på Køerne var uden Tvivl meget gamle, der hørte over 200 tdl. til Vestergård dengang. Min Fars Fætter Johannes fra Hesselaa, købte i 1904 Gården Abildholt, af hans Morbror, han havde været på Landbrugsskole, og lært nogle nye Metoder, bl.a. begyndte han at opdyrke de lave Jorder, og da det viste sig at det kunne lade sig gøre, fulgte de andre Gårde snart efter. Indtil den Tid havde Besætningen i Vestergård været 8 Køer, nogle Ungkreaturer lidt Grise og en Del Får, foruden Heste og Høns, men nu kom der mere Fart i Landbruget, og vi fik op til 12 Køer og tilsvarende Opdræt, og lidt flere Svin, men vi blev dog stadig ved at bjerge en Del Lyng til Kreaturerne om Vinteren. En 3 Uger efter at Høet var bjerget i Engen, kunne Kreaturerne komme derned, det var en Tid vi Børn så frem til, da kunne de omtrent passe sig selv, og desuden var der Lejlighed til at komme sammen med Hjorddrengene fra Heselaa, som vi jævnlig byttede Mellemmadder med, de havde gerne Bagerbrød og Købepølse på deres, hos os var det hjemmebagt Rugbrød, for det meste med spegekød fra et Fårelår som Pålæg, det fik vi nok af, nu ville det være en ren lækkerbisken at få en sådan Mellemmad. Det skete at gamle Per Heselaa så efter høvederne på den anden Side Bækken, han havde altid noget med at læse i, formodentlig Salmebogen eller Bibelen, han var min Bedstemors Bror, og blev så vidt jeg husker 92 år. Den ældste faste Vej fra Hogager mod Vest er Vejen fra Vestergård over Mosen til æ Skrald og Heselaa, over Mosen var det ikke som på Heden, når Vejsporene der blev for dårlige, begyndte man bare på nogle nye ved Siden af, men det kunne ikke lade sig gøre over Mosen. I 1864 kom Tyskerne denne Vej fra Heselaa til Hogager, min Far og Faster Mæt, som da var 8-9 år havde nok hørt om de fæle Tyskere, så de gemte sig bag tørveskruerne da de kom, den gamle Laust Østergård var nemlig lige kommet forbi og havde sagt til dem, der kommer dem der vil ta wos, så det var ikke underligt at Børnene gemte sig. Tyskerne har nok ikke fået deres Kort fornyet, for under 2den Verdenskrig kom de også den Vej, men da blev der godt nok en af deres Tanks siddende fast nogle Dage, inden de fik den bjerget. - En anden Begivenhed, fra sidste Krig, som også vedrører Mosen, var da en stor engelsk Spærreballon, som havde revet sig løs der, kom denne Vej, det må have været i Sommeren 1942 eller 43, vi kunne se den helt ovre fra Tvis, den afbrød alle Telefon og Elektriske Ledninger på sin Vej, da den havde lange Tove og Stålvirer hængende efter sig, der kom en hel del Folk til, og da det ikke blæste så meget, lykkedes det at få den tøjret til nogle Hegnspæle, der var en masse godt Nylonstof i sådan en Ballon, men så kom Tyskerne, og så var det Gilde holdt.


Et Par gamle Folk var blevet noget aflægs, og Sognerådet sørgede for at de kom på Rønbjerg Alderdomshjem, det var før der blev et i Borbjerg, et af Sognerådsmedlemmerne var med, da de blev afleveret, der blev budt velkommen til dem ved Kaffebordet, og Medlemmet fra Borbjerg håbede at de ville falde godt til hernede ved de Rønbjerg Rakkere, hvortil der blev svaret, at den sidste af denne Rase var blevet eksporteret til Borbjerg for 50 år siden, og det kan nok godt passe,, for da blev en Pige fra Rønbjerg gift med en Karl fra Borbjerg øster Sogn, men de har også efterhånden mistet deres Særpræg. I Hogager havde vi en Kone, som var bekendt for at kunne mere end sit Fadervor, og betegnes også i en af H. P. Hansens Bøger for at kunne hekse, hvis en Dreng mødte hende på Vejen, slog han gerne et Sving til Siden, for en Sikkerhedsskyld, en af hendes Børnebørn beretter da også med en vis Stolthed, at hans Bedstemor kunne hekse.